Archive for maj, 2011

Det er svært at sammenligne billån og lånetilbud til bilkøbere

Når man skal købe en bil, overvejer mange måske at shoppe rundt for at finde det billigste sted at låne penge via billån. Men det kan være ganske vanskeligt at sammenligne lånetilbud fra hhv. banker og fra bilforhandlere, som har et bilfinansieringsselskab tilknyttet.

Det viser en ny undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet. Undersøgelsen viser også, at det kan være svært overhovedet at få et tilbud pa et billån, fordi det fx forudsætter helkundestatus i banken eller en underskrevet slutseddel på en bil.

Penge- og Pensionspanelets formand, Professor Carsten Tanggaard:

Vi har sendt en udvalgt kunde på besøg hos ni låneudbydere for at høre om mulighederne for at få et billån til en bil. Men vores mand har oplevet, at det er ganske vanskeligt at opnå billån og sammenligne skriftlige lånetilbud.

Penge- og Pensionspanelet har i undersøgelsen set på, hvorvidt der er forskelle på de finansieringstilbud til køb af bil, som kunden har fået hos fem forskellige banker og fire bilforhandlere. Undersøgelsen bygger på mystery shopping, hvor en udvalgt testperson gennemfører en kundesituation uden at tilkendegive, at vedkommende er ”mystery shopper”.

Undersøgelsen viser også, at testpersonen hos tre ud af fire bilforhandlere og hos fire ud af fem pengeinstitutter får tilsagn om et billån. De tilbudte lånebeløb ligger mellem 350.000 og 776.000 kr. En enkelt bilforhandler kræver en underskrevet slutseddel før et lånetilsagn og et enkelt pengeinstitut giver afslag på lån.

Samtidig viser undersøgelsen, at det langt fra er alle, som bruger begrebet ÅOP (Årlig Omkostning i Procent), når de oplyser om omkostningerne ved billånet.

mandag, maj 30th, 2011 Billån Ingen kommentarer

Kom og oplev Nykredit Copenhagen Marathon

Når deltagerne er sendt af sted, formidles løbet på storskærme i målområdet. De ti hurtigste mænd, de fem hurtigste kvinder og løbets fartholdergrupper trackes live. Derudover kan man følge VIP-løbere, som f.eks. Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang, den mangedobbelte verdensmester i triathlon Peter Sandvang, 100 km løber og tidligere landsholdstriatlet Per Nielsson samt den tidl. Politiinspektør Per Larsen.

Løbets favorit i kvindefeltet er den tidligere verdensrekordholder på kvindernes maratondistance Tegla Chepkite Loroupe (Kenya). Tegla er tredobbelt verdensmester på halvmaraton og har mange flotte placeringer på langdistance til både VM og OL. Derudover er hun tidligere vinder af flere af verdens helt store maratonløb f.eks. New York Marathon, London Marathon og Berlin Marathon. Anne Sofie Pade Hansen, Sparta, forventes at blive første danske kvinde over målstregen. Hos herrerne er finske Marten Boström klar favorit, og forventes i mål efter ca. 2 timer og 15 minutter. Derimod kan der blive tæt kamp om de øvrige placeringer. Læs mere om elitefeltet på copenhagenmarathon.dk/elite

Program for Nykredit Copenhagen Marathon 2011:
Kl. 8:45 – 9:20: Velkomst og praktisk info til løberne.
kl. 9:26: Starttale ved Nykredits koncernchef Peter Engberg Jensen.
kl. 9:30: Der tælles ned på storskærmen og startskuddet affyres.
kl. 9:30-9:45: De 12.000 deltagere løber over startstregen i retning af Langebro.
kl. 11:45-11:55: Første mandlige løber passerer målstregen.
kl. 12:05-12.15: Første kvindelige løber passerer målstregen.
kl. 12:30: Præmieoverrækkelse ved Nykredits koncernchef Peter Engberg Jensen.
kl. 12:30 – 15:30: Deltagerne kommer i mål.
kl. 15:30: Sidste løber forventes at have passeret målstregen og arrangementet afsluttes.

fredag, maj 20th, 2011 Sport Ingen kommentarer

En forbruger bør ikke automatisk hæfte for misbrug af netbank og NemID

En forbruger bør ikke automatisk hæfte for misbrug af netbank og NemID, der sker som følge af manglende sikkerhedsopdateringer af den computer, hvorpå netbanken tilgås. Det har Forbrugerombudsmanden udtalt til en bank med netbank i anledning af en klage i forbindelse med en ændring af vilkårene for brug af NemID.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over en ændring af vilkåret pkt. 3.3. i ”Regler for NemID til netbank og offentlig digital signatur”.

Det nye vilkår lyder:

”Du skal sikre dig, at .…du bruger NemID på en computer, hvor operativsystem, internetbrowser og øvrige programmer løbende bliver opdateret med de seneste sikkerhedsopdateringer.”

Klageren mente, at dette var en ”stærk problematisk ansvarsfraskrivelse” og spurgte, hvordan man kan vide, om man altid har den ”seneste opdatering”, og hvordan skal ”løbende kontrollere” tolkes – er det en gang om året, måneden, ugen, dagen eller timen?

Banken, hvor klageren var kunde, oplyste, at det nye vilkår i pkt 3.3. fx kan opfyldes ved at brugeren kan spørge ejeren, om computeren er opdateret. Endvidere er formålet med pkt. 3.3. at gøre opmærksom på, at den bedste sikkerhed opnås, hvis NemID anvendes på computere, der er opdaterede.

Sagen gav Forbrugerombudsmanden anledning til at udtale, at en bruger af netbank og NemID så vidt muligt må sikre sig, at den computer man bruger til sin netbank, er beskyttet af sikkerhedsprogrammer, der jævnligt bliver opdateret.

Et eventuelt misbrugstilfælde, fx andre personers placering af ”ondsindede” programmer på computeren, som måske kunne være forhindret eller opdaget ved en opdatering af sikkerhedsprogrammer, skal dog altid vurderes konkret efter betalingstjenestelovens § 62. En bruger bør derfor ikke automatisk belastes med 1.100 kr. i selvrisiko i tilfælde af manglende opdatering af sikkerhedsprogrammer mv., da der kan forekomme tilfælde, hvor det er urimeligt at lade en bruger hæfte, jf. således også bankens eksempel med, at brugeren kan spørge ejeren om computerens opdatering.

En bruger, som ignorerer en advarsel eller anden form for information om, at den computer, der anvendes, er virusramt eller uopdateret, vil dog kunne komme til at hæfte med den i betalingstjenesteloven § 62, stk 2. fastsatte selvrisiko.

Betalingstjenesteloven og hæftelse for misbrug
Ansvarsreglerne i tilfælde af andres uberettigede brug af netbanken er angivet i aftalevilkårene for brugen af netbank.

Disse svarer til reglerne i betalingstjenestelovens § 62.

Betalingstjenestelovens udgangspunkt er, at udbyder hæfter for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af et betalingsinstrument, fx en netbank. Brugeren (betaler) hæfter kun, hvor de særlige omstændigheder, som er anført i § 62, stk. 2-6, foreligger. Disse regler kan ikke fraviges ved aftale til skade for en bruger.

onsdag, maj 18th, 2011 Sikkerhed Netbank Ingen kommentarer

Tilbud på billån

Spar Nord søsætter nu et nyt billån under navnet ”Køreglæde”, der frem til 31. august 2011 gør det markant billigere at låne penge til køb af en fabriksny bil. Tilbuddet kommer i forlængelse af den voldsomme købelyst, der lige nu præger bilmarkedet og resulterer i det højeste antal nyindregistrerede biler sider 1999

Med en ÅOP* (årlige omkostninger i procent) på 6,51 procent er Køreglæde ifølge en sammenligning på Mybanker.dk blandt de billigste måder at finansiere købet af en fabriksny bil på.

Ifølge direktør i Spar Nords afdeling for forretningsudvikling Ole Søholm er tilbuddet på billån en del af Spar Nords løbende indsats for at fastholde tilstrømningen af kunder til banken.

– Interessen for at købe ny bil er større, end den har været længe, og det marked appellerer vi nu til på en meget kontant og letforståelig måde, siger Ole Søholm.

Ole Søholm oplyser videre, at det nye billån Køreglæde kun gælder ved køb af fabriksnye biler og kun i perioden frem til 31. august 2011.

Inviterer til ”Store Bildag”

Ud over tilbudskampagnen på lån til fabriksnye biler er Spar Nord også i fuld gang med at invitere kunder og andre interesserede til to stort anlagte ”bildage” på henholdsvis Jyllandsringen 4. juni og Sjællandsringen 11. juni. Her stiller en række af de største bilmærker biler til rådighed til prøvekørsel, mens racerkørerne John Nielsen og Jason Watt byder på hurtigkørsel og foredrag om sikkerhed.

Spar Nord forventer op mod 8.000 deltagere på de to bildage. Og selv om dagene mest af alt handler om at se og teste de nyeste biler og udstyr, så lægger Ole Søholm ikke skjul på, at banken også vil bruge dagene til at gøre opmærksom på sig selv.

– I sidste ende gør vi naturligvis også det her, fordi vi gerne vil gøre reklame for Spar Nord og fortælle om, hvorfor vi er en attraktiv bank for bilejere og folk i almindelighed. Men uanset er der lagt i ovnen til en stor bil-oplevelse for alle, som deltager, siger Ole Søholm.

Med 280.000 kunder og cirka 1.500 medarbejdere er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 69 lokale banker fordelt over hele landet. Spar Nord ejes af mere end 110.000 aktionærer.

onsdag, maj 11th, 2011 Billån Ingen kommentarer

Kinder Cash skal lære børn sunde pengevaner

Kinder-Cash er et nyt produkt i Danmark, som skal være med til at lære børn sunde pengevaner. Medier fortæller om unge mennesker, som har svært ved at styre deres privatøkonomi, de lokkes til køb af dyre forbrugsgoder og til at tage hurtige lån uden at vide og uden at tænke på, hvad det kommer til at koste, og hvordan pengene skal betales tilbage.

Sammen med forældrene hjælper Kinder-Cash børn helt ned til 4 år med at få nogle sunde vaner omkring penge. Børnene lærer at prioritere og at sætte mål, og de motiveres til at tænke mere socialt. Evner og vaner, som de kan tage med til deres voksenliv.

Kinder-Cash er en sparegris, som er inddelt i fire rum, efter begreberne: FORBRUG, OPSPARING, GOD GERNING, INVESTERING. Hver gang, børnene putter penge i sparegrisen, skal de, gerne sammen med forældrene, tage stilling til, hvor de vil putte pengene i, og det giver således forældrene en oplagt mulighed for at tale med børnene om de forskellige valg.

Opdeling af de fire rum:
FORBRUG: til mindre ting, som DVD-film, legetøj, bøger, snacks.

OPSPARING : til større ting, som Playstation, cykel, snowboard.

GOD GERNING : til f.eks. indsamlinger og organisationer.

INVESTERING : til ting, som på længere sigt hjælper børnene med at nå et mål, eller til oplevelser, som ligger ude i fremtiden.

Med Kinder-Cash sparegrisen følger en Dansk vejledning til forældrene, som hjælper med at komme i gang med brugen af sparegrisen, og derudover indeholder den tips og forslag til, hvordan forældrene løbende udvikler deres børns evne til at håndtere f.eks. lommepenge. Der er klistermærker med forskellige motiver, som barnet kan sætte på sparegrisen, så de kan vise, hvad pengene i de forskellige rum går til. Foruden penge opfordrer Kinder-Cash også børn til at investere i venskab, og til, at en god gerning også kan være at hjælpe andre mennesker.

Ideen med Sparegrisen kommer fra USA, hvor den har været en succes i flere år. I 2010 blev Kinder-Cash lanceret i Europa, og tilpasset de enkelte lande. I dag tilbydes den bl.a. gratis til alle folkeskoler i Schweiz, og lignende projekter er ved at blive startet op i 4 delstater i Tyskland. I dag er der over 1 million Kinder-Cash sparegrise, som hjælper børn med at få sunde pengevaner. Kinder-Cash er udviklet af folk med både økonomisk og pædagogisk erfaring.

Kinder-Cash kan købes online, se link på hjemmesiden : www.kinder-c.dk

Der arbejdes på at udvide samarbejdet med retail butikker rundt i Danmark

torsdag, maj 5th, 2011 Sunde pengevaner Ingen kommentarer

Husk at anmelde dit krav mod Amagerbanken nu

Forbrugerombudsmanden opfordrer til, at alle med eventuelle krav mod Amagerbanken sikrer sig, at de også kan forfølge kravet efter den 8. maj 2011. Krav mod Amagerbanken skal anmeldes, hvis kravet enten ikke tidligere har været rejst mod Amagerbanken, eller hvis kravet er blevet afvist af Amagerbanken.

– Det er meget vigtigt, at hver enkelt bankkunde sørger for at få anmeldt deres krav mod Amagerbanken inden den 8. maj 2011. Ellers kan kravet være mistet, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe og fortsætter:

– Anmeldelse skal ske over for den nye bank, Amagerbanken af 2011. Det vil ikke være tilstrækkeligt at have henvendt sig til mig med sin sag. Man må selv sikre sig, at der sker anmeldelse over for den nye bank”.

Den nye bank, Amagerbanken af 2011, er ejet af Finansiel Stabilitet, som er statens selskab til afvikling af nødlidende banker.

Forbrugerombudsmanden har flere sager under behandling vedrørende Amagerbanken. Det drejer sig om sager, der relaterer sig til investering eller rådgivning hos den gamle bank. I første omgang skal kunder dog tage kontakt til den nye bank, Amagerbanken af 2011, for at gøre et eventuelt krav gældende.

Sådan anmelder du dit krav til Amagerbanken af 2011
Ved overtagelsen har Amagerbanken af 2011 udstedt et såkaldt præklusivt proklama. Det betyder, at enhver, der mener at have et krav mod den gamle bank, Amagerbanken, som udgangspunkt skal anmelde kravet over for den nye bank, Amagerbanken af 2011, inden for en frist på 3 måneder – det er den frist, der udløber 8. maj 2011.

Du anmelder dit krav fx ved at indlede med ordene: ”Hermed anmelder jeg et krav mod Amagerbanken …”. Teksten skal være ledsaget af fornøden dokumentation og eventuelle renter opgjort pr. 6. februar 2011.

Anmeldelse skal ske til Amagerbanken af 2011 A/S, Amagerbrogade 25, 2300 København S, att.: Adm. direktør Steen Hove.

På Amagerbankens hjemmeside kan du finde yderligere information, og du kan bl.a. læse selve proklamateksten (pdf)

På Finansiel Stabilitets hjemmeside kan du også finde yderligere information, herunder om de krav, der skal anmeldes i henhold til proklamaet (pdf)

mandag, maj 2nd, 2011 Banker Ingen kommentarer